Den syvdobbelte verdensmester Nicki Pedersen er tirsdag blevet testet positiv for coronavirus, men er i bedring og uden alvorlige symptomer. Nicki er en af de mere end 2800 danskere der er blevet testet positiv for Coronavirus.
Heldigvis har den 42-årige fynbo ikke haft alvorlige symptomer, og på trods af omstændighederne fejler humøret ikke noget skriver han på Facebook.
’Jeg har det sådan set godt, og er ikke nervøs. Det føles mest som en almindelig influenza, og jeg har ikke haft problemer med åndedrættet’.
Nicki Pedersen mærkede de første symptomer, efter han kom hjem fra England 19. marts.
’Jeg begyndte at hoste, og siden fik jeg hovedpine samtidig med, at jeg blev meget træt og fik ondt i kroppen. Efterfølgende havde jeg et døgn med diarré og et par dage med mild feber’, fortæller han.
På grund af de hidtidige restriktioner på coronatest var det dog først mandag, at han fik lov til at blive testet, og tirsdag kom så det positive svar fra Kolding Sygehus.
’Nu har jeg det bedre, og jeg tror, jeg er ovre det værste’, forklarer Nicki Pedersen, der ikke har været sammen med sine børn, Mikkel og Mikkeline, siden han fik symptomer.
Til gengæld er han nervøs for, om hans samlever, Anna Natascha Öhlin Hoe og hendes datter, Liva, er blevet smittede.
’De er ikke blevet testet, men er begge begyndt at blive sløje, så jeg er næsten sikker på, at de er smittede’, forklarer Nicki Pedersen, der ligesom resten af speedwayeliten venter på, hvornår sæsonen kan komme i gang.
Nicki Pedersen kører i denne sæson for Holsted, Grudziadz, Rospiggarna og Sheffield.