OPDATERET
Lørdag kl. 10 skulle der køres U21 Finale på Varde Motor Arena i Outrup.
Løbsstart blev på grund af vejret udsat til kl. 11.30 hvorefter løbet startede.
Kl. ca. 12.50 blev løbet aflyst på grund af manglende opbakning blandt kørerne
OFFICIEL PRESSEMEDDELELSE – DM U21 FINALE PÅ VARDE MOTOR ARENA I OUTRUP
Finalen om det danske U21 Mesterskab er et af de individuelle løb der ses mest frem til på årets løbskalender, og i år var naturligvis ingen undtagelse.
Men hvad der skulle have været en festdag for speedway-sporten endte som en skændsel med skænderier, gruppepres, og hvor skældsord fløj rundt i ryttergården.
Læg hertil en dommerindsats så vag og inkonsekvent som sjældent set – ja så har vi opskriften på en dårlig cocktail.
Regnvejr og skybrud har stået på menukortet i flere dage men trods enorme mængder nedbør lykkedes det et hårdt arbejdede bane-crew, at lave en fin speedwaybane til
DM U21 Finalen. End ikke en heftig byge lige op til løbsstart kunne forhindre at banen var klar til speedway. To kørere fra dagens felt nemlig Tim Sørensen og Jesper Knudsen blev sendt på banen for at teste dens beskaffenhed, og begge gav efterfølgende deres OK til at køre, med ordene ”Fin racerbane”
Og så var vi klar til start, troede vi…. For bedst som dagens dommer trykkede på knappen til 2 minutter til 1. heat kom kun kører nr. 1 til snoren, de øvrige 3 kørere blev i ryttergården.
Dommeren lod starten gå for kort efter at afblæse heatet. Og så startede balladen ellers, og der blev pisket en stemning op om hvorvidt finalen skulle køres eller ej.
Det er naturligvis en både usædvanlig og ubehagelig situation for dagens dommer og SK`s udsendte repræsentant, at stå I. Men at indkalde til diskussionsklub mener vi ikke er den korrekte måde at agere på.
Dommer og SK repræsentant besluttede at indkalde hver enkelt kører til samtale, og at køreren skulle meddele hvorvidt køreren ønskede at stille til start. Af dagens 17 fremmødte kørere ville 7 gerne køre mens 10 ikke havde lyst til at køre til startsnoren. Vi har sidenhen erfaret, at flere kørere efterfølgende har fortrudt deres beslutning om ikke at ville køre men at de desværre bukkede under for gruppepres fra nogle af feltets øvrige aktører.
Dagens dommer indkaldte sammen med SK`s udsendte til møde med deltagelse af dagens stævneleder samt de 2 landstrænere. Vores stævneleder har berettet at de 2 landstrænere bakkede op om, at løbet skulle afvikles. Hvad der herudover blev drøftet har vi ikke fået information om, ud over at dommeren traf beslutning om stævnet skulle aflyses med begrundelsen ”Manglende opbakning fra kørerne” !!
I OSC har vi ikke tidligere hørt om den årsag til aflysning, og det er intet mindre end dybt bekymrende hvis det vi oplevede i dag skal være trenden og standarden for speedway i Danmark fremadrettet.
I OSC ser vi dagens hændelse som en voldsom trussel mod de danske speedway klubber der alle steder drives på frivillig basis af mennesker med ægte kærlighed til sporten. Af frivillige der bruger time efter time af deres fritid som hjælp og støtte til deres klub og til sporten. Af frivillige hvis eneste ”belønning” er at se speedway og bidrage til sportens og kørernes udvikling.
I OSC græder vi smertelige tårer over at vores frivillige skal stå model til det vi oplevede i dag på Varde Motor Arena i Outrup. Vi begræder den oplevelse dagens fremmødte tilskuere fik, mange af de fremmødte er speedway-kyndige med mange års erfaring i speedwaysporten, og ingen kunne forstå noget som helst af det der skete.
Af alle de udfordringer vi har i de danske klubber, og af alle de opgaver deres skal løses er en oplevelse som til U21 DM Finalen en kniv i hjertet på frivilligheden – trist…
Sluttelig vil vi gerne oplyse, at efter løbet officielt blev aflyst var Tim Sørensen og Jesper Knudsen på banen for at træne. Begge roste banen, og kunne ikke forstå beslutningen om aflysning af U21 DM Finalen.
Se i øvrigt interview og filmklip med Tim Sørensen på Region Varde Elitesports facebook side.
Vi har bedt SK om en officiel meddelelse og tilbagemelding om stævnets hændelser. Vi ønsker at kende SK`s holdning til hvad de danske klubber fremadrettet skal forvente at stå model til herunder kompensation for tabte økonomiske ressourcer.
Vi rækker hånden frem til SK om at afholde et møde hvor dagens hændelser kan blive drøftet, og der kan laves retningslinjer for hvad der er ret og rimeligt skriver klubben i en pressemeddelsele.
Følgende kørere deltog i løbet:
- Marius Nielsen, GSP
- Mads Hansen, VSK
- Esbjen Hjerrild, EMS
- Jonas Seifert, SSK
- Benjamin Basso, VBMK
- Jonas Knudsen, VSK
- Silas Neergaard Hoegh, SSK
- Emil Pørtner, BSC
- Bastian Borke, OSC
- Kevin Juhl Pedersen, HSK
- Marcus Birkemose, FSK
- Tim Sørensen, OSC
- Nick Agertoft, VSK
- Emil Breum, EMS
- Chris Vænnerstrøm VSK
- Patrick Bæk, HSK
- Rune Thorst, FSK